Nyheder
Dato: Onsdag 27. Sep. 2023
Problemer med brandsikkerhed skaber uro om plejehjemslukning på Ærø
Beslutningen om at lukke De Gamles Hjem i Rise på Ærø har skabt bekymring efter det er kommet frem, at der er problemer med brandsikkerheden på Marstal Ældrecenter, hvor beboerne på De Gamles Hjem efter planen skal flyttes til.
Formand for kultur- og socialudvalget i Ærø Kommune, Mads Boeberg Hansen, siger dog til Fyns Amts Avis, at ingen beboere på De Gamles Hjem bliver flyttet, før der er styr på brandsikkerheden på Marstal Ældrecenter.
Samtidig slår han fast, at der ikke er tale om alvorlige problemer med brandsikkerheden, men han forventer, at Det Ærøske Boligselskab, der ejer ejendommen og dermed har ansvaret, har fuldt fokus på at få udbedret problemerne.
Det bekræfter forretningsfører i Det Ærøske Boligselskab, Lars Jørgen Andersen, der forklarer at man afventer en rådgivers redegørelse om, hvordan problemerne kan udbedres.
<< Tilbage <<