Nyheder
Dato: Tirsdag 14. Mar. 2023
Verdenskendt arkitekt advarer mod højhus i Rudkøbing
Debatten om et højhus i Rudkøbing kører på fuldt blus og nu får modstanderne opbakning af den anerkendte og verdensberømte arkitekt og byplanlægger Jan Gehl.
Til Fyns Amts Avis siger han, at højhuse kun er en fordel for bygherren og dem, der bor øverst oppe og at et højhus næppe vil have den ønskede effekt i form af et mere levende byrum, snarere tværtimod.
Ifølge Jan Gehl viser erfaringen, at folk der bor højt oppe er mindre tilbøjelige til at komme ud og blive en del af bymiljøet, mens de høje bygninger kaster skygge og bryder vinden i højden og sender kraftig vind ned mod bunden af bygningen, hvor der bliver koldt og vindblæst.
Jan Gehl har selv mange års erfaring med etablering af velfungerende byrum og mener, at begejstringen for højhuse generelt er misforstået.
- Der er galopperende højhus-kuller i danske provinsbyer, hvor der flere steder er et ønske om at få et højhus, der kan signalere, at byen er større, end den i virkeligheden er, siger Jan Gehl.
<< Tilbage <<