Nyheder
Dato: Onsdag 25. Jan. 2023
Svendborg får penge til højvandssikring i Svendborg Havn
Svendborg Kommune har fået tilsagn om 7,6 millioner kroner fra Miljøministeriets pulje til kystsikring.
Pengene skal bruges til højvandssikring i den sydlige del af Svendborg Havn, så blandt andet Brogade, Kullinggade og Havnepladsen bliver beskyttet mod oversvømmelse i tilfælde af stormflod.
Området er det mest udsatte i Svendborg Kommune, når vandet i havnen stiger og kommunen har en plan for, hvordan området skal højvandssikres.
Det er imidlertid en dyr affære med et budget på knap 48 millioner kroner, hvoraf Svendborg Kommune selv har fundet 26 millioner til projektet.
Ansøgningen til kystpuljen lød på 21 millioner, men da kommunen kun har fået godt en tredjedel, skal kommunen nu på jagt efter de sidste 14 millioner, inden det fulde projekt kan realiseres.
<< Tilbage <<